Vedtægter for Horsens-Hedensted Whiskylaug (HH Whiskylaug)
1: Laugets navn og hjemsted:
Stk. 2: Laugets postadresse er formandens adresse.
Stk. 3: Laugets e-mailadresse er: mail@hhwhisky.dk
2: Laugets almennyttige formål:
Laugets almennyttige formål er at øge interessen og kendskabet til whisky generelt, men i særdeleshed single malt whisky for alle interesserede i Horsens-Hedenstedområdet, dog kan der optages medlemmer udenfor dette område. Der kan i begrænset omfang arrangeres smagninger med andre typer spiritus. Der arrangeres 4-5 smagninger årligt som udgangspunkt.
Stk. 2: Formålet søges opfyldt gennem afholdelse af smagninger for laugets medlemmer. Aktiviteterne kan i begrænset omfang udvides til at arrangere ture og besøg i ind- og udland.
3: Tegning af lauget:
Lauget tegnes af formand eller næstformand sammen med kassereren.
4: Samarbejdspartnere:
Lauget samarbejder med relevante samarbejdspartnere.
5: Optagelse af medlemmer:
Adgang til optagelse har alle, som er interesseret i smagning af whisky på en sober måde og som minimum er 18 år.
Udmeldelse skal ske ved skriftlig henvendelse til bestyrelsen. Betalt kontingent tilbagebetales ikke.
Stk. 2: Bestyrelsen kan ekskludere medlemmer, der bringer lauget i miskredit, eller jf. §6.1. Det er bestyrelsens beslutning om et medlem, der er ekskluderet, kan genoptages i lauget.
Stk. 3: Genoptagelse i lauget kan først ske efter at eventuel manglende kontingentbetaling eller anden gæld til lauget er afviklet.
6: Kontingent
Kontingentet til lauget fastsættes af generalforsamlingen for det følgende regnskabsår. Betalingen foretages via bankoverførsel eller MobilePay for et år ad gangen. Et medlem der indmeldes indenfor et regnskabsår, skal betale for et år, uanset indmeldelsestidspunkt. Er kontingentet ikke betalt 14 dage efter seneste betalingsfrist ekskluderes medlemmet automatisk af lauget.
Stk. 2: Regnskabsåret følger kalenderåret. Revisoren reviderer regnskabet og dette offentliggøres sammen med dagsordenen til godkendelse på generalforsamlingen.
Stk. 3: Et betalende medlem modtager mail med informationer om kommende tiltag og eventuelle medlemstilbud. Ved smagninger med begrænset deltagerantal offentliggøres tidspunkt for, hvornår
bindende tilmelding kan finde sted, og disse tildeles efter først-til-mølle-princippet. Hvis der er forhandlet lokale rabatter på plads for medlemmerne, offentliggøres disse på generalforsamlingen samt hjemmesiden som minimum og er gældende for et år ad gangen.
7: Generalforsamlingen
Generalforsamlingen er laugets højeste myndighed. Ordinær generalforsamling afholdes i forbindelse med smagningen i februar måned og indvarsles skriftligt via e-mail med minimum 1 måneds varsel.
Stk. 2: Afstemninger foretages ved håndsoprækning eller skriftligt, såfremt der fremsættes begæring herom. Der kan ikke stemmes ved fuldmagt, dog kan der stemmes via mail senest en uge før generalforsamlingen.
Stk. 3: Såfremt den er lovligt indvarslet, er generalforsamlingen beslutningsdygtig uanset antallet af fremmødte.
Stk. 4: Dagsordenen tilsendes eller offentliggøres på hjemmesiden senest 14 dage før generalforsamlingens afholdelse, og skal som minimum indeholde følgende punkter:
- Valg af dirigent
- Valg af referent
- Formandens beretning
- Aflæggelse af regnskab v/kassereren
- Fastsættelse af kontingent
- Behandling af indkomne forslag
- Valg til bestyrelse og suppleanter
- Valg af revisor og revisorsuppleant
- Der kan ikke besluttes noget under eventuelt.
Stk. 5: Forslag, der ønskes behandlet på den ordinære generalforsamling skal være formanden skriftligt i hænde senest 21 dage før generalforsamlingen.
Stk. 6: Ekstraordinær generalforsamling kan indkaldes med 14 dages varsel med angivelse af dagsorden. Ekstraordinær generalforsamling skal indkaldes når et flertal i bestyrelsen eller mindst en tredjedel af medlemmerne fremsætter anmodning herom med en motiveret dagsorden.
8: Bestyrelsen
Bestyrelsen består af formand, næstformand, kasserer, sekretær og 1 – 2 menige medlemmer.
Stk. 2: Valg til bestyrelsen sker for en toårig periode. I lige år vælges formand, sekretær og et bestyrelsesmedlem. I ulige år vælges næstformand, kasserer og et bestyrelsesmedlem.
Stk. 3: Bestyrelsen konstituerer de 4 poster mellem sig og fastsætter selv sin dagsorden.
Stk. 4: 2 Suppleanter vælges for et år af gangen.
Stk. 5: Revisor og revisorsuppleant vælges for et år ad gangen.
Stk. 6: Da engagementet til de ovennævnte poster er på frivillig basis, dækkes omkostninger i forbindelse med varetagelse af bestyrelsesarbejdet mod aflevering af bilag efter forudgående godkendelse. Dog skal beløb over 500 kr. godkendes af hele bestyrelsen.
9: Den daglige ledelse
Bestyrelsen mødes så ofte det findes nødvendigt, eller når mindst to bestyrelsesmedlemmer ønsker det. Formanden indkalder til møderne. Ved formandens fravær ledes mødet af næstformanden.
Stk. 2: Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når mindst tre medlemmer deltager i et bestyrelsesmøde. Formanden eller næstformanden skal være den ene. Ved stemmelighed tæller formandens stemme dobbelt.
Stk. 3: Alle henvendelser til lauget stiles til formanden eller laugets officielle e-mail-adresse. Her arkiveres tillige al ind- og udgående post. Medlemmerne er forpligtet til at informere lauget om ændringer i adresse og kontaktoplysninger.
10: Vedtægtsændringer
Ændringer i nærværende vedtægter kan kun vedtages, når mindst to tredjedele af de tilstedeværende stemmeberettigede medlemmer har stemt for vedtægtsændringerne.
11: Revision
Den af generalforsamlingen valgte revisor reviderer regnskabet. Revisionen skal være tilendebragt, således at regnskabet kan forelægges bestyrelsen senest 8 dage før afholdelse af den ordinære generalforsamling. Regnskabet skal forelægges revisionen senest 6 uger før afholdelse af den ordinære generalforsamling. Revisoren har til enhver tid adgang til at efterse regnskab og beholdninger.
12: Ophævelse af lauget
Ophævelse af lauget kan ske på en generalforsamling i to tilfælde:
- Hvis to tredjedele ved en urafstemning har vedtaget ophævelse af lauget, eller
- Hvis lauget giver underskud, og det ikke er muligt at skaffe de fornødne midler til at drive lauget videre.
- Laugets midler, der findes som indestående i pengeinstitutter og i kontante penge drikkes op af medlemmerne til en festaften.
Reviderede vedtægter, vedtaget på generalforsamling 8. februar 2024.